Vore vine
Med mere end 500 forskellige vine fast på vort lager og med en løbende til- og afgang fra lageret har vi valgt at nøjes med at liste vore producenter.
Vi sender dog gerne en sortimentsliste pr. mail ved forespørgsel herom. Og i det omfang at det er muligt, så hjælper vi gerne med vejledning om vinene, producenterne, årgangene etc. Vores mål er at gøre DWC til en professionel vinimport, hvor man trygt kan handle. Vi har et meget tæt samarbejde med vore vinhuse og en mangeårig erfaring med at finde de ’rigtige’ vine.
For os er den personlige samhandel vigtigere end at gøre vort firma til en nethandel. I vore åbningstider har vi som regel nogle åbne vine, som man kan smage på. Vi arrangerer vinsmagninger for vore faste kunder, men vi kan naturligvis også afholde vinarrangementer for nye interesserede kunder, firmaer og vinklubber. Endelig kan vi tilbyde vinkurser og vinskole omkring emner som vinvalg (mad og vin, at samle på vin, hvad skal man gemme ...) både på introduktionsniveau og for mere øvede efter nærmere aftale. Vi har oparbejdet en ret stor erfaring og viden gennem fire årtier i vinens verden. Vi har gennem alle år været på forkant med udviklingen inden for vor del af vinens verden, og vi har oparbejdet et ekstremt godt netværk i al den tid (sagt i al beskedenhed).
Vinnyt december 2011
Så er det ikke længere til at skjule: 2011 kører på sidste vers. Medierne og politikerne har gjort deres til, at enhver forbruger syer pengene ind i dynen eller afdrager gæld..., så måske står julen i år ikke på flæske- eller andesteg, men på indløste pantebreve med brune kartofler og brun sovs og arbejdsløshed til dessert?! Man må undre sig over, at de såkaldte kyndige formidlere og beslutningstagere besværer sig over, at hr. og fru Danmark ikke bruger pengene og sætter forbruget i gang, når de selv samtidig siger, at det hele går ad helvede til og vi skal spare og passe på pengene. Man må sige, at det ikke er studenterhuen, der trykker! Men trods alt skal jo den danske mand og den danske kvinde have lidt alkohol til jul og nytår og for ikke at gøre det hele så trist og ulideligt. Det er forhåbentlig her, at DWC kommer ind i billedet. Vi går som altid mod strømmen og forsøger at skabe glæde og godt humør og naturligvis: At servere god vin!
Her er skabt en lille oase, hvor man kan være sikker på, at vinen ikke er ødelagt i kælderen grundet uvidenhed, dilletanteri – og Rudolf Steiner.
Vi melder ikke helt ud af juleræset, men vil som altid fungere som en oase i en travl tid, hvor alle skubber og maser, er sure og stressede. Vi holder juleåbent i ugen op til jul som følger:
Lørdag den 17. december kl. 13 til 16
Søndag den 18. december kl. 13 til 16
Mandag den 19. december kl. 16 til 18.30
Tirsdag den 20. december kl. 16 til 18.30
Onsdag den 21. december kl. 16 til 18.30
Torsdag den 22. december kl. 16 til 18.30
Fredag den 23. december kl. 16 til 18.30 – herefter sænker julefreden sig i DWC.
Vi håber, at I alle kommer forbi en af dagene enten for at købe vine eller blot for at sidde her og smage lidt gode vine og ønske hinanden god jul og godt nytår. Det plejer at udvikle sig hyggeligt og afstressende. De gode vine vil flyde i en lind strøm. Vi lukker vine op, der passer til julens madorgier. Gode vine til nytår og gode vine til samlingen. Vi har vine til alle lejligheder og i alle prisklasser!
Frem til og med den 4. januar 2012 vil vi holde lukket. Første åbningsdag i det nye år vil således være torsdag den 5. januar.