DWC Vin - DWCvin 
  DWCvin  
ForsideOm virksomhedenNyhederProducenterVineTopvin
 

Vine

  

 

 

Vine

 

Så er vi godt i gang med den danske vinter og forhåbentlig en god vinsæson. Mens krisen raser, kommer der masser af nye vine på hylderne. Det er stadig sjovt at være på forkant med den professionelle del af vinverden, og det er stadig sjovt at gøre noget andet end de andre. Mange af vore italienske nyheder gennem de senere år er blevet topnavne – nogle endda skelsættende i følgende guiderne, der altid er et stykke bagefter i vinudviklingen.
Mottoet er som rejseleder i vinverdenen at lede vininteresserede ned i sidegaderne, hvor de sjove steder og ting findes og kun bruge hovedgaderne som transportvej. Sagt lidt mere tydeligt: Vi søger fortsat at finde frem til de fine små vinbrug, der kan deres håndværk på naturens betingelser. Sjovt nok er et gennemgående træk for disse, at de ikke bralrer op med religiøse udgydelser om renhed og naturlighed, men blot prøver at gøre tingene så godt som muligt. De bruger ikke deres tid på lommefilosofiske betragtninger i medierne, de passer bare deres arbejde. Vi prøver at gøre det samme. Og vi synes stadig, at mangfoldighed og kvalitet bør gå hånd i hånd, og at den omsiggribende konformitet er noget beskæmmende i en tid, der bryster sig af vinkunnen og vinviden. Men der skal jo være plads til lidt af hvert – og det er der så!
 
Blandt nyhederne og nye vine her i november vil vi vise et udpluk heraf i vore åbingstider.
Fra Lombardiet har vi fået nye vine fra Ricardo Albani og Frecciarossa i Oltrepo Pavese – begge laver vine af stor holdbarhed og udtrykker områdets potentiale på bedste vis. Det er vine med egetliv og kvalitet. Vi har netop afholdt en smagning af Albanis vine tilbage til 1993 – alle var i glimrende form. (et godt bud på julevin).
Fra Friuli er der kommet et væld af nyt. Vi sætter fokus på vine fra Luca Sirch, der laver nogle af de bedste sortstypiske vine i regionen. Sammen med lillebror Pier Paolo Sirch (en af Italiens bedste agronomer) laver han vine, der efterhånden har skabt sig et ry som ’ambassadør for Friulis hvidvine’ på et meget stort antal af de bedste italienske restauranter. Vi viser i løbet af månedens forskellige eksempler.
Fra Campania er der nye vine fra Selvanova, der er gået fra ’shooting star’ til ’star’ på få år. Der arbejdes på bio basis med rådgivning fra Guido Busatto, der er en af Italiens mest kyndige rådgiver og modsat kolleger også medarbejder i dagligdagen. Vi er ret glade for samarbejdet og vinene. Og det er mange af vores kunder også. De har på få år etableret et navn i den internationale vinverden takket være forbilledligt mark- og kælderarbejde på nogle af regionens bedste jorder. Specialiteten her er druen Aglianico, der giver vine med stor kraft og fylde og god kompleksitet, der gør dem lagringsegnede. Der laves også en ret interessant Cabernet Sauvignon.
Fra Tyskland er der nyt fra bl. a. Selbach-Oster, der stille og roligt har sat sig fast i førergruppen blandt Mosels og hele Tysklands vinproducenter. I basissegmentet er Johannes Selbach måske regionens bedste (jfr. Robert Parker o.a.). Og højere oppe på skalaen finder vi nogle interessante nyskabelser, hvor man høster hele vinparceller på én gang i stedet for at selektere over flere uger. Herved får man et mere præcist billede af, hvad årgangen egentlig var uden fortsat menneskelig manipulation. Resultaterne er forbløffende og perspektivrige – også her med overstrømmende begejstringer hos vinguiderne og vinkunderne. De har enorm holdbarhed.

 

 

 

 

Som udgangspunkt for nye kunder og vininteresserede vil vi arrangere vinarrangementer med smagning og foredrag for mindre grupper fra ca. 8 til 24 deltagere i første omgang i form af enkelte aftener med dyberegående grundviden om særkenderne ved henholdsvis tysk vin og italiensk vin af ordentlig kvalitet. Foredraget ledsages af en smagning af omkring 10 forskellige kvalitetsvine ledsaget af vand og frisk brød. Vor vinviden er baseret på årtiers intens arbejde med tysk og italiensk vin først som vinkonsulent for Tyskland og Italien og i dansk radio og TV, dernæst som journalist og vinbogsforfatter og sidst, men ikke mindst som vinimportør og underviser i branchen.        

 

Tysk vinaften:

Indføring i det tyske vinunivers med indblik i vinenes unikke smagsvariation og holdbarhed med basis i Riesling druen. Vi smager ca. 10 vine – fra tørre til søde, unge og friske til lagrede vine med stor kompleksitet spredt over et par tiår – alle af topkvalitet. Pris pr. deltager: 200 kr. Tidspunkt torsdag den 24. november kl. 19.00 til ca. 21.00/21.30. Tilmelding pr. mail senest 2 dage før. Beløbet betales ved indgang. Min. 8 deltagere.

 

Italiensk vinaften

Indføring i det italienske vinunivers med hovedvægt på autentiske italienske vine og druesorter – alle vinene er fra små tophuse med fokus på agronomi, geologi og ønologi. Et indblik i mangfoldighed og kvalitet i det mere ukendte Italien. Vi smager ca. 10 vine fordelt på hvid og rød fra et spredt antal regioner. Tidspunkt onsdag den 30. november kl. 19.00 til ca. 21.00/21.30. Pris 200 kr. pr. deltager. Tilmelding pr. mail senest 2 dage før. Betaling ved indgang. Min. 8 deltagere.

Smagningerne afholdes i Baghuset på vor adresse.

                                                                             

 

 

 


 
ForsideOm virksomhedenNyhederProducenterVineTopvin